Åben Lille Sal

Åben Lille Sal byder velkommen hver mandag mellem kl. 13.30 og 15.30, hvor der vil være faglig hjælp og vejledning til dig og dine kammerater.

Et fast team af skolens lærere står klar i Lille Sal til at hjælpe, motivere og yde faglig vejledning inden for dansk, matematik, fysik, engelsk, samfundsfag og udvalgte fremmedsprog.

Åben Lille Sal rummer både obligatoriske støtteforløb og tilbud til alle elever om hjælp til de daglige lektier, løbende afleveringsopgaver og større skriftlige projekter – alt sammen tilrettelagt for at imødekomme netop de behov, som du og dine kammerater har igennem hele jeres studietid på Skive Gymnasium & HF. I perioder med større skriftlige projekter sørger lærerteamet desuden for ekstra lærerbemanding i Åben Lille Sal, så alle får tilstrækkelig faglig vejledning og sparring.
Foruden tid til faglig fordybelse er Åben Lille Sal et hyggeligt og afslappende mødested for dig og dine kammerater, hvor faglighed og god stemning ikke er hinandens modsætninger. Lærerteamet arrangerer i løbet af året sociale aktiviteter, og så har vi svært ved at skjule vores store begejstring for god kage og andre lækkerier en mandag eftermiddag.

Bagud med afleveringsopgaverne?
At komme bagud med afleveringsopgaverne kan være både frustrerende og stressende for det daglige skolearbejde. Det handler derfor om at få indhentet det forsømte på en både lærerig og effektiv måde, og her er støtte, vejledning og et kærligt skub fra en lærer den bedste løsning. De elever, som af forskellige grunde er kommet bagud med afleveringsopgaverne, skal derfor indgå i et fast afleveringsforløb i Åben Lille Sal, indtil det forsømte arbejde er indhentet.

Fast støtte- og vejledningsforløb i matematik og dansk
Åben Lille Sal kører hele året med obligatoriske forløb i både dansk og matematik for de elever, der på baggrund af screeninger i fagene har særlige behov for faglig støtte og vejledning. Her arbejder vi i dansk med at træne læsning, tekstforståelse og skriftlig fremstilling og i matematik med talforståelse, problemløsning og matematiksprog/symbolik.
Ofte tager vi udgangspunkt i aktuelle lektier og afleveringer, men det afhænger altid af elevens individuelle behov. Vejlederne i forløbene er særligt uddannet til at hjælpe elever med vanskeligheder i dansk og matematik.